Aarhus Retshjælp 90 år
En fejring af retssikkerhed og frivillighed
I 90 år har vi gjort jura tilgængelig for alle
Den 5. september 2025 markerede Aarhus Retshjælp sit 90-års jubilæum. Siden 1935 har vi arbejdet for at sikre gratis juridisk rådgivning til alle – uanset indkomst, baggrund eller bopæl.
Med mere end 4.400 årlige henvendelser er vi i dag Danmarks næststørste retshjælp. Gennem årene har tusindvis af frivillige rådgivere, jurastuderende og ansatte bidraget til at gøre retshjælpen til et unikt tilbud, hvor alle kan få hjælp til at navigere i et komplekst retssystem.
En festdag med faglige perspektiver
Jubilæet blev fejret i FO-byen, hvor vi samlede frivillige, samarbejdspartnere og venner af huset. Programmet bød på både faglige oplæg, musik og fællesskab:
- Velkomst ved bestyrelsesformand Adam L. Christensen og daglig leder Kirsten Hassing Nielsen.
- Professor Bettina Lemann Kristiansen fortalte om retshjælpens historie siden etableringen i 1935.
- Professor emeritus Jens Vedsted-Hansen gav et indblik i udlændingerettens udvikling og Aarhus Retshjælps særlige rolle med Udlændingevagten.
- Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet, satte ord på retshjælpens betydning – både for klienterne og for retssamfundet som helhed.
Der var desuden musikalske indslag, mulighed for netværk og ikke mindst fællessang:
”Vi er Aarhus Retshjælp” – skrevet og fremført særligt til lejligheden.
Frivillige – hjertet i retshjælpen
Hvert år tilslutter omkring 30 frivillige rådgivere sig Aarhus Retshjælp. Mange af dem starter under deres studier og får her deres første praktiske erfaring med jura. For de fleste er det ikke blot et fagligt springbræt, men også en chance for at gøre en reel forskel for mennesker i sårbare situationer.
Michael, en af vores frivillige rådgivere, siger: "For mig handler det at være frivillig i Retshjælpen om mere end bare jura. Det handler om at kunne gøre en forskel for andre mennesker."
Fremtiden for retshjælpen
Behovet for gratis juridisk rådgivning er ikke blevet mindre – tværtimod. Vi ser en stigende kompleksitet i lovgivningen og et voksende behov for både personlig og digital retshjælp.
Aarhus Retshjælp vil fortsat være et sted, hvor borgere kan få kvalificeret hjælp uanset baggrund, jurastuderende kan udvikle sig fagligt og menneskeligt, og retssikkerhed bliver gjort tilgængelig for alle.
Download materialer fra jubilæerne
Vil du dykke længere ned i Aarhus Retshjælps historie?
Følg os på Facebook
Vil du holde dig opdateret om nyheder og indblik i hverdagen hos Aarhus Retshjælp?